Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
Kirkeklotken ringede, det var som en Fest, saa friskt,
saa lyst og varmt, saa vidunderlig deiligt overalt
omkring mig. Den unge Dame lo og udstrakte sine
Arme, som om hun paa engang vilde savne al den
Skjonhed, der laa udbredt foran hende. Derpaa
smilede hun til Den, der red ved hendes Side og
forsvandt i en Stovsky, gjennem hvilken hendes glade
Latter længe vedblev at lyde. — Det var hende, —
forstaaer Du? — det var Dig, dit Ansigt, dit Smil,
din overmodige Latter. Kan Du saa begribe, at jeg
kjendte Dig længe for iaften? — O, hvis Du talte
Sandhed, hvis Du vilde, saa ferstede jeg Dig nu. —
Hvor det maatte være en Lykke, at see Dig daglig,
uafbrudt Er det ikke ogsaa at tilbede Gud, at til-
bede ham i hans Værk, og jeg vilde vist blive bedre,
storre, ædlere i dit Selskab, saa var der ikke mere
nogen Sorg, noget Savn til. Du vilde give min
Handling Kraft, min Villie Styrke, min Sjæl Vinger,
og jeg vilde kuæle for Dig, ydmyg og hengiven, som
jeg knæler nu, kysse diu Haand og takke, fordi Du
kom som en Frelser til mig, for den Fred, Du bragte
mine Tanker, det Lys, Du bredte ud over min Nat,
den grændselose Lykke, din Nærværelse gav. — Tal
dog! hvorfor tier Du? — hvorledes kan jeg knytte
Dig til mig? — Ved et Held har jeg opnaaet den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
