Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
saae omkring sig, som om han i denne Hilsen vilde
indbefatte hver en Gjenstand, hans Øine mødte
»Jmorgen reiser jeg med Rosfolkene ned til Holsten.«
Ane stod foran ham, bleg, men streng og bydende,
hendes Pande hævede sig. Udtrykket i hendes blaa
Øine var gjennemtrængende, roligt, næsten koldt, der
var heller intet i hendes Stemme, som lod formode
nogen Bevægelse, idet hun svarede:
»De reiser, ja! De har jo selv ønsket det.«
»Og De har forlangt det, bedet Manderup Due
derom, saalænge til han sagde ja.«
»Saa er det jo som det skal være,« svarede hun.
»Farvel da — — farvel!«
Med dette sidste Ord lod hun Ridepidsken og
sine Handsker falde og rakte ham Haanden, forst den
ene, dernæst den anden, og hendes Stemme blev mild
og inderlig som et Kjærtegn og hendes Øine straalede
ham iinode. »Farvell« gjentog hun næsten hviskende,
»og tom lykkelig tilbage.« — Hendes Ro og Kulde
var forsvunden, den Sjælekraft, med hvilken hun
hidtil havde behersket enhver Mine, ethvert Udbrud,
var ogsaa forsvunden, hendes Bryst arbeidede heftigt,
det lod sont en undertrykt Graad derinde fra, hun
skjulte sine Øine med Haanden og vinkede til ham,
at han skulde gaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
