Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
Svalen og den fuldkomne Hjælpeløshed, hvori han
var prisgivet til Jans Behændighed Han blev
ved at se ham fast ind i Øinene med hele sin
Naturs 11forfærdethed, som om han bebreidede ham
den Skjændsel, at ville benytte saa stor en Over-
legenhed mod saa megen Uerfarenhed. Fra rød var
han bleven bleg, han slog om sig i Luften, tilsidst
sank hans Arm, og Vaabnet gled ud af hans Haand.
»Nu kan jeg ikke mere,« hviskede han og vaklede
hedovet hen over Gaarden, til han faldt sammen
paa Steenbcenken under Elmetrceet. Gyge lo. Beate
klappede i Hænderne oppe paa Svalen.
»Du skulde ske en Ulykke, fordi Du slog saa
haardt til,« raabte Kan.
,,Slog jeg for haardt," sagde Gyge med hyklet
Deltagelse »Junker skal ikke sige det, jeg mener
netop, det er den rette Maade at lære paa. En
halv Snes Gange endnu, saa skal J se, —- han
bliver en dnrkdreven Fægter, han har Anlæg, den
Herre Ditmarsker!«
Det varede noget, før Viben var istand til at
reise sig, men han besad stor Magt over sig selv
og skjulte hvad han led. Han tænkte i dette Øieblik
paa sin Fader, og sagde til sig selv: Man kan dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
