Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
Prædiken i Sanct Angars Kirke. Han havde levet
sammen med Luther og Filip Melanchton, maa
Du vide, og lært af dem, hvad de havde at sige.
Det var isjor, Søndagaften før Martini, jeg glemmer
det aldrig. En af Nonnerne tog mig med, vi listede
os tilhyllede og formummede derhen, Ingen maatte
se os. Folk trængte sig sammen i den lille Kirke,
Venner og Fjender, de sloges for at faae Plads,
Konerne bragte deres smaa Børn med og løftede
dem op i Armen, for at Præstens Øine skulde signe
dem. Han stod der alene, mellem Folk, som haanede
ham, løftede Sværd mod ham og kaldte ham en
Gudsbespotter, men ogsaa mellem Venner, kan Du
tro. Det var som om Fortid og Fremtid mødte
hinanden. Hvor saae han bleg og sorgsuld ud; men
naar han talede, smilte han, og han-3 Øine de lyste,
som de klare Stjerner. — Først lyttede jeg paa
ham, som paa et Eventyr, man ikke troer, saa var
det, som om jeg hørte en Sang, der gav Gjenlyd
i mig, og mens jeg lyttede, blev det lyst og klart,
hvad der før havde været Nat og Mørke Taarerne
løb ned ad mine Kinder, og jeg knælede paa Steen-
gulvet, mens Nonnen drog i min Arm for at faae
mig op. Hun stod og rystede af Angst for at de
skulde lægge Mærke til os. Det var Mildheds og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
