Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
mig, — nei! ·Du behøver ingenting at sige, Du
kan ikke robe mig,» det staaer at læse i dine Øine
— Og nu veed Du, hvorfor jeg ikke gaaer at skrifte
hos Pater Augustinus.«
Det blev Aften, inden Prioren drog bort fra
Ratlovs, Viben tilbvd at følge ham et Stykke paa
Veien, fordi det ikke var sikkert for en enlig Rytter
i disse urolige Tider at ride gjennem Skoven, naar
Mørket faldt paa. Maanen stod op, det dampede
fra Moser og Enge, og Nattergalen slog inde mellem
Bøgetrceerne, da de naaede hen mod Hademarschen.
Viben talede ikke meget underveis-, han sad og
tænkte paa alt det, Vente havde fortalt ham.
Paa den anden Side af Skoven førte Veien hen
over den aabne Hede, der engang havde været
bevoxet med Træer, hvoraf nu kun enkelte, forkrvblede
og mosbegroedeRester stode tilbage mellem Lyngen
Priorens Hest blev pludselig skræmmet ved en gjennem-
trængende Lyd af en Skralde, og en Mand kom
i det samme tilsyne paa Grøftekanten, bag en stor
Hyldebusk, under hvilken han havde gravet sig ned ·
i en Bunke Løv. Augustinus bragte Hesten til at
staa og gjorde Korsets Tegn for sig, medens Man-
den strakte en Pung paa Enden af en lang Stok
ud mod dem. Maanelyset skinnede ned over ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
