Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Fred over Stedet. Verden var saa langt borte,
Vindens Aande lød ned imellem Løvet som hviskende
Stemmer af de Henfarne
Den Ene fortalte, den Anden hørte efter. Kay
sad med Vibens Haand i sin, medens alle disse nye
Billeder rullede op for ham, det var som om han
vandt Kraft og Styrke af Vibens ærlige og trofaste
Natur, men hans Tungsind blev undertiden ogsaa
større, medens han lyttede, som en Fange til en
Frihedssang og tænkte paa hvad han selv manglede
for at ligne dem, der fortaltes om.
En Dag skildrede Viben sine Landsmænd-?
Kampe, derom holdt hun mest af at fortælle Alt
hvad der var stort og godt knyttede sig i hans
Tanker til Ditmarsken, det var Kraftens og Klogtens
og Heltemodets Hjem, det vilde han vie sine Kræfter,
naar han blev ældre, der vilde han bo, stræbe og
virke til at foroge sine Fædres Hæder. Pludselig
brast Kay iGraad, slyngede Armene om hans Hals
og lagde sit Hoved op mod hans Bryst.
»Du kan sagtens tale,« hviskede han, ,,Du har ·
en Fremtid, alting blomstrer omkring Tig, Du
synger og Du jubler, naar den ene Dag er endt,
glæder Du Dig til den næste, til Mortensdag skal
det ske, til Juul vil Du hjem iBesøg, til hellig tre
Viben Peter. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
