Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
lægger Mærke til mig. Lad ham det, han skal faae
at se, hvordan en Ditmarsker slaaes-.«
Maanelyset kæmpede sig efterhaanden frem
igjennem Taagen, det faldt ned over Henrik Zytphen
og tillod nu at skjeer et blegt og magert Ansigt,
uden Skæg, med hule, indfaldne Kinder og en smal og
fkarptegnet Mund. Der hvilede en ubeskrivelig
Mildhed over den unge Præst-3 Træk, undertiden et
Præg af Sørgmodighed, som om han allerede havde
overlevet sin Ungdoms Illusioner, eller som om han
anede hvad der ventede ham, og den Skæbne, han
gik imøde Hans Øine vare store og mørke, de be-
sade et Barns Troskyldighed og aabne Tillid og
heftede sig fast og ufravendt paa den, han talede med.
Da de kom til Krattet, hvor Skoven begyndte,
raslede det inde iLøvet, der faldt to Skud, intet af
dem traf, men den ene Kugle peb forbi Vibens
Hoved. Strax efter lystiede det igjen, der faldt
atter et Skud.
»Ten Bom bliver oift værre at bryde end den
forrige,« mumlede Viben, idet han drog sin Bosfe
fra Skulderen og skod hen i den Retning, Lys-
glimtene havde betegnet ham.
Der hørtes et kvalt Skrig inde fra Buskene,
men ingen af de skjulte Fjender lod sig tilsyne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
