Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
hen til ham, hævede han sit forgrædte Ansigt og
hviskede:
»Saa ulykkelig som jeg er, troede jeg aldrig,
et Menneske kunde blive.«
Hanne tav, tog hans Haand og vedblev at
holde fast paa den.
Hvad der taltes om i den næste Stue hørte de
ikke, men det varede længe, før Døren atter aabnedes.
Jdet Viben traadte ud, smilede han, gik hen til
Hanne og drog hendes Haand bort fra Bartel.
»Nu er det afgjort,« sagde han, »og med Guds
Hjælp skal det blive til det Bedste. Hvorfor ryster
saa din Haand, Hanne, synes Du, det er at byde
en gammel Ven velkommen? Hvorfor har Du grædt
dine Øine røde og vilde ikke tale, som jeg bad Dig
« om, den Dag jeg fulgte Dig til Kirken? Han der,
med det purrede Haar, kunde jo Ingenting sige, det
vidste Du nok, saa maatte jeg — Du og Bartel ere
gode Venner, og Reimer har givet sit Minde til, at
J faae hinanden tilægte, er det saa godt?«
Bartel sprang iveiret, han stirrede hen paa
Reimer Grote, som stod i Døren og smilte og nikkede
til ham, han udstødte et jublende Skrig, sprang hen
mod Viben, knugede ham til sig, kyssede hans Mund,
hans Klæder og skjulte Ansigtet ved hans Bryst, for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
