Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
882
et tungsindigt Smil. »Verden blev mig ikke god,
det maa min værste Fjende selv bekjende-«
»Men de frygte Dig dog, de skjælve, naar de
høre dit Navn, jeg har flittig spurgt fra Dig, kan
Du tro, Du giver Folk Noget at tale om, Du!
Vore Venner heroppe i Holsteen holde Allesammen
med Dig og blive ikke kjede af at rose dine Bedrifter.«
»Jeg er en fredlos Mand, dermed er Alt sagt,
det brænder nede i Schafsted, det er min Bedrift,
de ligge fældede paa Veien, Mænd og Heste har
jeg dræbt, Skibene plyndrede jeg, og Godset gav jeg
til dem, der vilde tage det; et saadant Liv kan ikke
vare ved, det indeholder Intet og volder mig Lede.
Jeg begyndte med Tro og ender med Tvivl, Folket,
som jeg vilde virke for, saae jeg ikke forherliget i
Storhed og Retsind Hvor er den Gud, jeg paakaldte?
Han kom ikke til mig i Straalerne af Mildhed og
Naade, dem der forkyndte hans Navn lod han dø
i Fortvivlelse, — Venner ere blevne til Fjender nu,
de forlangte Krig, og den skal de faae. — Det var
en sørgelig Arv, de gav mig at bære — Saa
tænkte jeg paa Dig, paa den Tid, vi red til Skoven,
over den brune Hede og gjennem de grønne Enge,
da det lysnede og skinnede omkring os, og alle
Fugle sang, som det sang herinde i vort Bryst. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
