Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
Jorgen Skeel red ned til Palles Gaard.
Straaene hang paa Podningerne langs-med Gjærderne,
fra de Kornlces, der vare komne igjennem den, snevre
Vei, de voxne Fugleunger peb inde i Slaaentornene,
medens den dalende Sol kastede et gyldent Skoer
over Egnen og speilede sine Straaler i den bugtede
Aa, som et Par blaahvide Hikttenterner flagrede
hen over. Et Øieblik hævede de sig i Luften og
skode derefter piilsnart ned i Søen, paa hvis Overflade
de dannede en Række Kredse af vide, lysende Striber,
der hvor de dukkede under, den svage Luftning var
neppe istand til at bevæge de rødmende Skyer.
Det glodede, det duftede, Alt var et Billede paa
Det friske og fartie1«ige Liv. Herremanden sad og
saae sig om og smilede og talede med sig selv.
»Ter er nu To igjen, som tro, at hele Verden
hænger i et Kalveskind, de bygge Huse paa Sand,
skrive Løfter i Vand, og se ikke længere frem end
deres egen Næse, der feiler morke Skyer over deres
Hovedet, men de vine dem ikke, der er slaaet Bom
for deres Vei, de tro ikke derpaa, nylig misundte
jeg dem deres Ungdom og llerfarenhed, nu holder
jeg dog mest af den Ældres Kløgt; hvad nytter det
at have en Haand til at tage med, naar man ikke
tillige har en anden til at holde fast paa det tagne?«
10t
«c«t«» sf
i »
tksz
If. i
sit ".«
ti l ,
s- 15-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
