Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
— Det kan ingen Fremgang faae derude med vore
Kreatnrer, siden han tog de rare Enge fra os.«
»Ti stille med saadan taabelig Tale. Lær at
tilgive og glemme, det er bedre.«
»Det kan ogsaa være, men naar En bider
Basi, bider Bask min Sjæl igjen.«
»Regner Du Dig da ikke for klogere end en
Hund? — Gaa nu og pas din Gjerning.«
Ole svnbte sig langsomt ind i Uldtæppet. »Jeg
er saa rin for de to Girgelakker, som svandse om
og spøge dernde.«
»To»3se! der er intet at være reed for, naar
Du blot giver Dig Gud i Vold og gaaer i dit
lovlige Ærinde, — læs dit Fadervor, saa kan det
Onde ikke naae Dig.«
»Aa, gode Frue, vil J læse det med mig, det
hjælper vist bedre.«
»Kom da, knæl ned og lad os bede, det kan
gjøres nødig i en Stund som denne.«
Ole lod sig falde ned paa Gulvet og krob der-
efter paa Knceene lidt nærmere hen tilFru Ærens-
borg, medens han foldede Hænderne, vrikkede med
Overkroppen og gjentog Bonnen efter hende. Da
hun kom til de Ord: »Og led os ikke udi Fristelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
