Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
baaret Uskyldighedens Bind for sine Øine-, de for-
talte, at hun baade saae, vidste og begreb, deres
frittende Udtryk tydede desuden paa List og Snildhed.
Hvis det er sandt, hvad Jean Paul siger- og
hvad jeg ikke troer, at Ansigtet er Sjælens Titel-
blad, maatte hendes Sjæl vist være af et meget
sørgeligt Indhold, men hun forstod at hade herpaa
ved i Ord og Adfcerd at give sig Skin af alle de
Fortrin, hun i Virkeligheden manglede, og det er
undertiden tilstrækkeligti denne Verden. Hun brystede
sig med de skjønneste Principer, holdt Lovtaler over
Ærbarhed og Forsagelse, Pligt og Opofrelse, og
stillede Kvindens bedste Egenskaber til Skue, saa syn-
ligt og iøinefaldende, som om hun holdt Udsalg af
dem. Det var ogsaa en ret betegnende Egenskab
i Vodils Natur, at hun aldrig selv havde havt en
Fortrolig, medens derimod Slægt og Venner skriftede
hende alt hvad der laa dem paa Hjerte. Hun havde ·
Deeltagelse og Raad til sin Tjeneste-, forstod at
gjøre andres Følelser til sine, at tie, spørge og
lægge sammen, men endnu bedre at benytte den
Sum, der kom ud, til Fordeel for sine Planer-
Hvem skulde tro, at denne bøiede og forvoxede
Skikkelse, der ligesom det saarede Vildt nu søgte
Mørke og Ensomhed, som undgik Sollyset af Frygt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
