Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9 4 D e n h a n e lsk e d e o g d en h a n æ g te d e .
sit Frieri. Men Bynkerne glattedes ikke i den stak-
kels Landmaalers Pande, medens de to afhandlede
hans Hjærtes Anliggender. Amalie saa paa ham,
mens han talte sig varm, og den spinkle, nervøse
Pige gyste, som om hun følte sig ubehagelig be-
rørt af den struttende Sundhed, der lyste over hele
hans Person. Kjøn var han ikke. De store, lys-
blaa -Øjne og det hørgule Haar var hans Mø-
drenearv, Fregnerne havde han ærlig og redelig
erhvervet sig selv paa sine Opmaalingsture. Hans
Hænder vare store og røde, hans Fødder brede —
nej, hendes Legekammerat havde ikke udviklet sig
til nogen smuk Mand. Men Udtrykket i hans
ærlige øjne sagde hende, at det ikke var Munds-
vejr, naar han talte om sin Ivjærlighed. Frieriet
kom hende noget mal-å-propos, men egentlig ikke
uventet. Hun havde af og til tænkt sig ind i
Situationen som Madam Knudsen og ikke fundet
den ubetinget ubehagelig. Men Billedet af en lille
mager Mand med brunt Skjæg, Briller og Apostel-
haar trængte sig ind i hendes Tanker, og Hans
maatte vandre af Sted med sin Kurv.
»Gaa nu Din Vej, kjære Hans, og lad mig være
ene! det har angrebet mig saa meget. Men ikke
sandt, vi ere jo Venner som før?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
