Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
D e n h a n e lsk e d e o g d e n h a n æ g te d e . 109
for Sokkerne og Pølserne og Uldtrøjerne; og fortælle
hende, at han havde kun fem, men det var den
nedrige Vaskerkones Skyld. Jo, han mente, han
havde Anledning nok til at besøge Præstegaarden!
Nu var han naaet op paa den sidste Bakke
og stod et -Øjeblik stille. Mørket var faldet paa,
og han kunde næppe skjelne Landsbyen. Ved Foden
af Bakken fik han -Øje paa en kvindelig Skikkelse,
der gik hen imod Landsbyen med et Tørklæde
over Hovedet og en Kurv paa Armen. Han vilde
fortsætte sin Vej, da Skikkelsen dernede paa én
Gang begyndte at synge. Hans Knudsen stansede
og lyttede:
Du fagre Rose i Skoven,
O læg Dit Blus paa min blege Kind!
Den Ynde, Du fik fra oven,
Den spredes dog snart for den vilde Vind.
Jeg kunde bruge den Skjønheds Magt,
Som Gud i Din duftende Kalk har lagt,
Til ham at vinde igjen maaske —
Maaske!
Du Markens fjedrede Sanger,
O laan mig Stakkel Din Trille klar!
Med Toner man Hjærter fanger
Og ak, jeg hans Hjærte jo mistet har!
Væk i mit Bryst Du et Tonevæld!
Saa vinder maaske jeg arme Held
At synge hans Hjærte mig til paany —
— Paany!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
