Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blandede Digte - Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge - Min Glut forstaaer at løse Sjælens Knuder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge.
Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge,
Vi talte intet, krybende blev Tiden,
Besværlig sad vor bedste Ven ved Siden,
Jeg saae dig Bladene as Busken rykke.
„Ven," hvisked jeg, „dit Selskab er vor Lykke;
Men din Vedhængenhed, som ei er liden,
Var kjærere, jeg nægter ikke, siden."
Han reiste sig og gik; et Venskabsstykke!
Da greb jeg om din Haand bag røde Malve.
„O havde jeg nu", raabte jeg, „at byde
et Hjerte, som var værd at ei forskyde!
Men jeg har kun et halvt." - „Giv mig det halve,"
Lød fra din Mund; „o jeg vil gjerne dele
Med Andre dit, men du har mit det hele."
1824.
Min Glut forstaaer at lose Sjælens Knuder.
Min Glut forstaaer at løse Sjælens Knuder;
Fortvivler ei, om ogsaa Traaden kurrer;
Hun trækker Sødme af de skarpe Burrer
Og samler Bær, hvor Afgrundskanten luder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
