Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blandede Digte - Ja, jeg har sværmet bagvendt for din Ynde - Henning von Wichfeldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg troer, jeg har mig dog endeel forandret —
Om til det Bedre, kan jeg selv ei see.
Frem og tilbage er jeg vistnok vandret,
Hvad før var Tø, er bleven Frost maaskee.
Jeg venter noget nu af Dumhedsflaben;
Forstanden er ei meer saa selvklog, kjæk.
Jeg seer det udraabt Store uden Gaben,
Jeg seer det indbildt Ringe uden Skræk.
Og skjøndt et elsket Værk ei uden Pletter,
Og intet Yndigt idel Blomstersnee,
At føle Skjønheds mindste Savn, jeg sætter
Langt over det, at ingen Mangler see.
Nu er mig Verden bleven fuld og fyldig,
Nu Livet blomstrer mig med Fryd og Held;
Og Hjemmel har jeg for min Dom, en gyldig.
Dens Skaber selv, der fandt, at Alt var vel.
Henning v. Wichfeldt.
Foraaret kom, og Sommer gik i Enge,
Høleen klang til Sang af Nattergale,
Af gyldne Kornax svulmed Bondens Vænge —
Men ei til Engestoftes lyse Sale,
Som før, sig kunde Sommerglæden trænge;
Alt længst forstummed der den muntre Tale,
Der vaaged Sorgen tro ved Nattens Lampe,
Der stred et ædelt Liv de sidste Kampe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
