Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oversættelser - Efter Byron: Parisina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218^
Og aldrig sank de skjønne Laag,
At skjule Blikket, eller skygge dog;
Men om et Blaat as dybest Farveskjær
De hvide Kredse vo^te meer og meer,
Og der med Blikke som as Glas hun stod,
Som var der Iis i hendes størknede Blod;
Men as og til bestandig gled
en Taare, stor og hastig samlet, ned
Fra Øielaagets lange, mørke Rand —
Det maa man see, det kan man ei fortælle,
Og de, som saae det, undres maae sorsand,
At slige Draaber fra et Øie vælde.
Hnn prøved paa at tale, hendes Røst
Blev ^valt i det udspændte Bryst;
Dog syntes, i det sagte, hnle Snk, hun drog,
Som hele Hjertet vaanded sig og slog.
Det var sorbi — hun prøved det igjen,
Da brast i et langt Skrig al Røst, og hen
Paa Iorden som en Steen hun saldt,
Som Billedstøtten sra sin Grundvold revet,
Meer liig en Ting, der aldrig leved
^ et Monument as A^os Viv ^
end hende med det arme, brødefulde Liv,
Hvem hver en Følelse som Spore gjaldt
Til syndig Daad, men som ei havde Magt
At bære dens Opdagelse og dens Foragt.
Og dog hun leved, ja, sor snart kom Timen,
Der endte den dødlignende Besvimen,
Men bragte ei Fornnst: hver Sands
Ved Rædslens dybe Rysten gik i Staa.
Som Buestrengen, man i Regnen spændte,
Forseiler Maal og Skud,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
