- Project Runeberg -  Elleve aar /
208

(1934) [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den skjønne barndom - X

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

208
siden at lyve det var noget av det styggeste en kunde
gjøre. Derfor løi hun sjelden — bare naar hun
bildte sig ind at det ikke skulde bli opdaget, eller
hun fortalte en anden historie istedetfor sandheten,
hvis det forekom hende selv, at sandheten burde ha
været anderledes. Men ikke engang det gjorde hun
saa ofte nu, da hun begyndte at føle sig som en stor
pike — hun indskrænket sig til ikke at si noget oppe
om slikt som hun ante ikke vilde gjøre lykke der,
naar hun ved bordet fortalte hvad hun hadde gjort
og oplevet i dagens løp.
Det hadde nok dæmret for hende før ogsaa at
der gaves andre grunder for at hun burde gjøre det
som var ret og la være at gjøre noget galt end dem
som bestemte hendes opførsel i praksis: ønsket om
at undgaa saanne atmosfæriske forstyrrelser i hjemmet
som virket übehagelig og pinlig paa et barns nerver.
Naar det gjaldt historier som hun hørte, eventyr for
eksempel, var hendes sans for god og daarlig moral
velutviklet og fintmerkende — hadde været det længe
I historien, naar faren hjalp hende med Siegwar
Petersen, i Sagnene og Fortællingerne av Oldtidens
historie som fremdeles var den solideste mat i hendes
aandelige ernæring, hadde hun forlængst lært sig til
at kræve, de store skikkelser som skulde beta hendes
fantasi maatte gjøre det ædle og det rette, übetinget,
om de saa maatte gaa tilgrunde og dø paa det. Men
det hadde endda aldrig faldt hende ind at ta det ti
sig selv. — Det var de voksne som skulde vært
saan.
Der var Gud ogsaa, naturligvis — hun visste a
Han saa og hørte alt som alle mennesker gjordi
bestandig. Han kunde holde øie med alle men
nesker i hele verden paa en gang; det var det son
det betød at Han var allvitende og allmæktig. Sa;
Gud saa hende ogsaa bestandig. Hun tvilte ikk«
paa at det forholdt sig slik — men det var ikke blit
til nogen levende forestilling hos hende, saa det be

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 22:15:52 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/elleve/0210.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free