Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oktoberluft gjorde ham godt. Han følte sig vel
tilmode, som en Mand, der var Herre over enhver
forekommende Situation. Han trak Vejret dybt,
fyldte Lungerne med den kølige og regnmættede
Luft. Den smagte af hensmuldrende Løv, krydret
og ramt som jordslagne Blomster og Blade. Snart
kom Vinteren. Nattefrosten sneg sig allerede frem
og fiskede før Hanegal med sit Rimnet efter det
sidste Blomsterliv . . . . Men naar Vinteren kom,
var han ikke her mere. Endnu nogle Dage, og han
var paa Vej mod det blaa Middelhav og Palme-
haverne ved Nizza. Hans Ophold her var kun den
første Station paa den store Rejse mod Syden og
Sommeren. Han vilde blive ved at følge Solen syd
paa over Alperne, over det blaa Hav, lige til Jor-
dens Midte, hvis det skulde være, en fri Mand som
han var . . . .
Segal var kommet udenfor Byen. Paa en lille
Høj laa en russisk Kirke med grønne Tage. Rundt
om den under Birketræernes afløvede Grene var
anlagt en Have med store, firkantede Bede. I Be-
dene stod tæt og mangfoldigt Kors og Gravstene,
stive Vækster, der hverken kendte Sommer eller
Vinter. For hver Rettroende, der dækkedes til i et
af Bedene, skød en Sten eller et Kors af den sorte
Muld, stod Nat og Dag, Sommer og Vinter, til de
langsomt var fortærede af Tiden som den dødes
Minde, i ti Aar, et halvt — et helt Aarhundrede,
naar alt er glemt og forgangent.
Vejen, Segal fulgte, førte i nogen Afstand forbi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
