Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jorden, rode i den som Svin, saa hverken Blomst
eller Træ slog Rod. Her var der ingen gammel
Graver til at vaage over Gravfreden, ingen ær-
værdig Havemand, der boede sammen med de
Døde i Dødningehaven og værnede om deres
Minde. Langs Alfarvej laa de hjemløse Jøder,
hjemløse selv i Døden.
Segal gik videre ad Vejen langs Plankeværket
for at komme ind ad Laagen længere nede; og
han bemærkede da, at der holdt en Vogn foran
den. Den magre Hest stod med ludende Hoved og
hvilte sig. Kusken var ikke at se. Rimeligvis var
han forsvundet i Vejgrøften bag Vognen for at
forrette et Ærinde. Men i det samme saa Segal
ham dukke op bag en Gravsten inde paa Begra-
velsespladsen.
Segal fornam, hvorledes en snigende Kulde
gennemtrængte hans Krop fra Haarrødderne til
Fodsaalerne. Han havde en Fornemmelse af, at
han var ved at begaa et Drab, ikke kunde lade
være at slaa ihjel, maatte udgyde Blod. Men paa
hans Ansigt var der ikke noget at se. Han nær-
mede sig Bonden, der nu var kommet ud til sin
Vogn, og da han var naaet helt hen til ham, sagde
han saa folkeligt som muligt og fortrak Ansigtet
i et- forstaaende og velvilligt Grin:
—
- Guds Fred, lille Bror! Hvad gør du inde paa
Smausegravene?
— Tak for det, lille Onkel! — svarede Bonden
og .fortsatte forklarende som den naturligste Ting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
