Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t
dem, og flyttede sig et Stykke til Siden. Munken
blev staaende foran ham. Ingen af dem sagde
noget. Det var, som om de ikke var ene, som om
■
en Tredje usynlig sad i Mørket ved Siden af dem.
Fedja vilde flere Gange sige noget, begyndte, men
frembragte kun en hæs Lyd, hvorefter han straks
rømmede sig for at give det Udseende af, at han
ikke vilde have sagt noget videre.
Endelig brød Munken Stilheden, og Fedja syn-
tes straks, at han følte sig bedre tilmode, fordi
han hørte den anden tale . . . . Men Munken be-
rørte ikke det Spørgsmaal, som Fedjas Tanke be-
standigt kresede om.
— Nu fortsætter vi vor Vandring, — sagde
Munken blot. Og da Fedja tøvede, tilføjede han i
en bydende Tone: — Tag din Byrde og følg mig!
Fedja rejste sig. Men da han bøjede sig over
Sækken, kom han til at ryste saa stærkt, at han
blev staaende ludende forover uden at kunne
efterkomme Munkens Befaling. Et Par Gange
strakte han Hænderne ud, men de faldt hver Gang
slapt tilbage til hans Krop.
— Tag du ogsaa ved, — sagde han klangløst.
— Man skal ikke læsse sit Kors paa andre, —
svarede den anden.
— Jeg kan ikke, — mumlede Fedja, og hans
Tænder huggede mod hverandre.
— Din Synd er stor, Broder, men Gud ser din
Buelse og vil tilgive dig, naar du følger hans Veje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
