Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Guds, ikke i Menneskenes Hænder, — svarede
Munken betydningsfuldt. Og da de havde naaet
Laagen til den jødiske Begravelsesplads, befalede
han: Læg din Byrde fra dig! Vejen er tilbagelagt!
Fedja knælede igen og lod Sækken glide ned
paa Jorden. Og da han havde sluppet den, saa han
sig om, mens han strøg Hænderne mod hinanden,
som om han vilde tørre noget af dem. Uklart og
taaget forstod han, at han for altid var befriet for
sin Byrde, og at den var lagt paa andres Skuldre.
Og pludselig kom hans Hjerte til at banke saa
voldsomt, som om han havde set den visse og
uundgaaelige Død i Øjnene og i yderste Øjeblik
var blevet givet tilbage til Livet.
— Kan jeg nu gaa? — stammede han.
— Ja, men kom i Morgen til Bøn og Andagt i
vor Frelsers Kirke. Der møder du mig, og vi følges
ad. Beskik dit Bo ved Floden. Du skal ikke se det
mere!
— Broder Roman . . . . begyndte Fedja, og han
fik Vand i Øjnene af Rørelse over sin Frelse.
Men Munken tog ikke hans fremstrakte Haand,
viste blot ud i Mørket:
— Gaa nu, Broder, og vær tryg i Herren!
’ Fedja vendte sig hurtigt for at gaa, men Mun-
ken standsede ham:
— Tag den tomme Sæk med og beskik den
sammen med dit øvrige Bo, at Menneskene ikke
skal forarges!
Det gav et Ryk i Fedja, og han vilde sige noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
