Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om, at Munken selv kunde tage sig af Sækken, nu
da han havde baaret den saa langt, men han havde
allerede lært at lyde ubetinget, fordi der ingen Vej
gaves udenom. Han saa skulende paa Munken,
og dybt inde bag hans Øjne lagde en dunkel
Skygge sig paa Lur. Men han tog uden Modsigelse
i Bunden af Sækken, saa til Siden, tømte Indholdet
ud paa Jorden og gik et Par Skridt baglæns, stadig
seende til Siden, før han vendte sig, satte i Løb og
opslugtes af Mørket.
Munken lyttede efter hans Skridt, og over hans
Ansigt laa et haanligt og triumferende Smil. Først
da han ikke kunde høre Fedja mere, og den eneste
Lyd i Natten var en Hunds fjerne Gøen, bøjede
han sig over det, Fedja ikke havde turdet se paa,
og løftede det lille Pigelig, saa det kom til at sidde
med Overkroppen mod Laagen til den jødiske Be-
gravelsesplads og med de fine, slappe Ben ud-
strakte, saa de næsten naaede ud til Vejens Hjul-
spor.
Længe blev han staaende og saa paa det lille
Lig. Han holdt Haanden under Hagen og støttede
Albuen mod Brystet, som var hans Hoved for
tungt. Men pludselig bøjede han sig med en heftig
Bevægelse ned til den lille, døde Kvinde og kys-
sede hendes blaakolde, aabne Læber vildt og liden-
skabeligt og nævnede hendes Navn, gentog det,
som bad han en Bøn i Inbrunst og Henrykkelse ...
— Jeg forglemmer mig, — mumlede han. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
