Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
|
p
I STUEN VED SKJULSBOKLAGCK, 67
skjelne Lyden af den bortgaaendes Skridt længe, efter at det
var umuligt. Endnu en Gang oplystes Træstammerne omkring
ham af Skinnet fra Stuen, og dette rev ham ud af hans
Tankeverden. ov
Han tilbagelagde de faa Skridt, som skilte ham fra Stuen,
rev Døren op og traadte ind, idet han dybt bøiede sin Jette-
krop for at komme ind gjennem den lave Døraabning.
Stuen var liden, men et vældigt Furutræsbaal luede paa
det lave Ildsted og oplyste hver Vraa med Undtagelse at den
Del, som laa nærmest Arnen. Paa Bænken, der, fæstet til
Væggen, gik langs den ene Langvæg, sad en Bonde i en
mørkegraa Langfrakke, saadan som Bønderne i den sydlige
Del af Dalarne da brugte. Han reiste sig, da den vældige
Mand traadte over Dørtærskelen, og hilste: «Guds Fred!»
»Gud signe!» svarede den indtrædende og saa sig om i
Rummet.
Paa en Bænk i Hjørnet ved Arnen var gjort istand en
Seng, og der laa en gammel Kvinde, som dog nu havde reist
sig op og med foldede Hænder stirrede ud i Luften. Ved
hendes Fødder sad en halvvoxen Dreng. Begge saa op paa
den indtrædende, og Drengen reiste sig ligesom Bonden.
Manden, der var Gjenstand for disse Ærbødighedshilsnin-
ger, syntes, at dømme efter hans Udseende, i alle Henseender
at være dem værd. Hans Holdning var saavel stolt som ædel,
og han bar sit Hoved med rolig Værdighed. Hans Ansigtstræk
var regelmæssige, men Udtrykket var haardt og næstem vildt,
naar de store dybblaa Øine skjød Lyn under de buskede Bryn.
Nu var hans Øine imidlertid milde, og et Træk ligesom
af Vemod lagde sig over hans Ansigt, da han nærmede sig
den gamle Kvinde.
«Det var et Karstykke, Mor Mærta», sagde han, «Gud
velsigne den raske Svend. Han er af Engelbrekts Folk».
«Guds Moder og St. Erik beskytte ham». svarede Kvinden.
«Jeg tænkte, vi skulde have ham ved dette Møde her.
Det vilde være godt at høre et Ord fra Engelbrekt, førend vi
greb Værket an».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
