Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I STUEN VED SKJULSBOKLACK. sa
«Saasnart som du faar Kræfter nok dertil, Moder», sagde
Herman og vendte sig til Kvinden, «skal du komme til En-
gelbrekt, der skal sørge for dig».
Hele Tiden, mens dette ytredes, havde Kjæmpen ved Ar-
nen staaet taus, med Hovedet sænket mod Brystet, som om
han havde været fremmed for alt udenfor sig selv. Nu vendte
han sig om, han løftede sit stolte Hoved, og et roligt, klart
Blik hvilte paa Herman.
«Mig forekommer det», sagde han, «at Snakket nu kunde
have en Ende. Vigtigere Ting er nu for Haanden. Du har
Bud fra Engelbrekt, Svend?»
«Baade ja og nei! Dog lader han dig hilse, Belgsting!
Han skulde gjerne have talt et eller et Par Ord med dig selv.«
«Han har ikke glemt at synge den Vise endnu? Paa denne
Side Graven vil vi nok neppe træffe hinanden, det burde han vide;
thi han kjender vel den rige Belgsting, og saa sandt jeg lever
og haaber paa Guds Naade i Himmerige, med min Vilje sker
det ikke, at Belgsting og Engelbrekt træffes».
«Du burde dog glemme det, som ikke mere kan ændres,
Belgsting», sagde Herman, «det Arbeide, som forestaar, kræver
ikke blot kraftige Mænd, men Enighed».
«Glemme . . . hvad taler din Tunge, Svend — glemme
siger du . ., jeg kunde ligesaa gjerne glemme at aande . . .>
Mandens Øine lynede, og han stødte med Heftighed den
jernbeslaaede Stav mod Stuens Gulv.
«Jeg var engang rig og mægtig og lykkelig», fortsatte
han, mens Ilden lidt efter lidt forsvandt fra hans Øine og et
Smil baade bittert og vemodigt lagde sig om hans Mund, «rigere
Bergmand sad ikke mellem Skinsberg og Tunaberg, og Lykken
smilede mig imøde fra min Kerstins Øine. Og nu, Svend
. nu?»
«Jeg og vi alle føler Agtelse for din Sorg, Belgsting»,
svarede Herman, «og tro mig, Engelbrekt er din Ven ligesaa-
meget og mere kanhænde end fordum».
«Min Rigdom», fortsatte den oprørte Mand, uden at give.
Agt paa Hermans Ord, «Halvdelen sænkte Herren i Dybet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
