Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
hans første Optræden vakte, gik snart over til et Udtryk af
utvetydig Foragt, og under Mandens sammentrukne Øiebryn
samlede sig en mørk Sky, fra hvilken man hvert Øieblik
kunde vente at se Lynet bryde frem.
Efterat Larmen af Bøndernes Raab var stilnet af, traadte
den statelige Mand frem fra den Plads, hvor han havde
staaet taus, og der indtraadte atter Stilhed, afbrudt blot af et
og andet Blus, der spragede. Alle ventede med Spænding
paa, hvad Manden vilde sige; enhver følte hos sig, at en vig-
tig Stund var inde, og at Bergmandens Ord vilde blive
afgjørende. i
«Redelige Dalamænd, Hjertens kjære Brødre og Venner»,
begyndte han med en kraftig Stemme, der dog var mærkbar
skjælvende, men som just derfor gav hans Ord den rette
Farve, da den saa skarpt brød af mod hans kraftige Hold-
ning og stolte Skik, «var vi ti Aar tilbage i Tiden, -sad jeg
som den rige Bergmand paa min Gaard ved Plogans Strand,
skulde I ikke have fundet mig tvivlraadig angaaende mit Svar
paa eders Tale. Men de ti Aar har forandret meget, og
Belgsting er ikke længer, hvad han fordum var. Først vil
jeg nu sige det, og læg vel Mærke til mine Ord, Mårten
Skriver farer med Usandhed, naar han siger, at jeg ikke er
hans Faders Banemand. Jeg er det, han faldt for denne
min Haand og styrtede ned i min Grube . . .»
Her standsede Bergmanden i sin Tale, som om han be-
høvede at samle sine Tanker.
«Fandtes Lov og Ret i vore Bygder», fortsatte han, «var
jeg vel derfor ikke en fredløs Mand, ikke heller er jeg det
anderledes end for Fogden og hans Tilhængere. Men som det
nu er, lever jeg dog med mit Folk en Stimands Liv, og fører
jeg end Stimandens Vaaben blot mod Landets og Lovens
Fiender, saa maa dette vel formilde Dommen en Gang over
Belgstings Minde, men Høvedsmand for Dalarnes frie Mænd,
det kan ikke en Stimand blive. Hav Tak, fromme Fader»,
ved disse Ord vendte han sig til Munken, paa hvis graa
Skjæg man kunde se noget fugtigt glindse ved Skinnet fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
