Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 i ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
derpaa, om ikke Gud i Himmelen hjælper os at omstyrte den
uretfærdige. Men det tror vi, han skal gjøre, saa sikkert
som han hjalp Israels Folk mod Farao, og mere led ikke de, -
end svenske Mænd nu har prøvet. Guld og Sølv, det føres
altsammen bort, Lov og Ret agtes ikke stort, men man røver
og øver Voldsgjerninger. Mangen, som fordum eiede Gaard
og Grund, er nu udarmet. Ung og gammel, ja endog det
Barn, som ligger i Vuggen, maa med god Grund græde over
al denne Vaande.»
En høilydt Murren hørtes fra Forsamlingen. Enhver
følte Harmen og Vreden brænde i sit Hjerte over alle de
Lidelser, som var komne over dem i de forløbne Aar. Det
var et aabent Saar, hvis blotte Vedrøren var farlig; — at aabne
og skaanselsløst trække det onde for Dagen, det var at dreie
rundt Mordvaabenet i det gabende Saar.
«Men hvert Aar,» fortsatte den gamle, «har det onde
tiltaget, og lige siden Kong Erik kom til Magten, ved vi
knapt, om en Konge findes i Sveriges Land. De usjælelige
Dyr i den vilde Skov har dog en Hule eller en Kløft, hvor
de kan søge Ly og Beskyttelse, vi har intet. Og derfor har
vi sat Stevne og lagt Raad om, hvad som nu er at gjøre,
og vi er alle af samme Tanke — at gjøre en hastig Ende paa
al denne Vaande, skulde vi end dø derved. Men vi trænger
et Hoved, en Mand, som fører os an, og nu har vi, enhver
med sine Sognemænd, besluttet at vælge dig, Engelbrekt, til
vor Høvedsmand, forsaavidt som du er villig dertil, og din
Tanke er den samme som vor. Har jeg talt ret, Saa giv
eders Mening tilkjende!»
Hermed vendte han sig til de forsamlede Bønder
og Bergmænd, og et stormende Bifaldsraab fulgte hans
Ord.
Engelbrekt havde med Opmærksomhed hørt paa Mandens
Tale. Dog tilkjendegav de sammentrukne Øienbryn, at der
var noget, som mishagede ham. Da Manden havde sluttet
sin Tale, og de sidste Bifaldsraab var hendøde, tog han et
Par Skridt frem og lod sit Blik- fare over Folkehoben, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
