Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
«Kjender du til Plagen i Gullspångselven, Engelbrekt, sig
kjender du til den?» udraabte han, og hans Øine sprudede
Ild og Gnister, som om han havde været færdig at drage
Sværdet mod sin Ven. . «Ser du, jeg kjender den, jeg, jeg
har seet den.» GE
«Det er et Par Stene i Gullspångselven, der heder saa»,
oplyste Peder Ulfsson, der.selv havde vanskeligt for at be-
herske sit Sind ved at nævne dette Navn. !
«Jeg har hørt megen Tale om Otto Thorbjørnsson og
hans Grusomhed», faldt Engelbrekt ind, «men aldrig at
Øienvidner. Tal derfor, jeg lytter gjerne til et Ord af eder;
thi I har selv seet, hvad I fortæller.»
«Jeg red der forbi, det var i Lørdags», fortsatte Hans
Djækn, «Solen holdt paa at dale, da jeg kom til Slottet, og
i dens Skin saa jeg paa Stenen tvende nøgne sammenbundne
Mennesker. De var allerede døde, og nogle skrigende Ravne
fløi omkring Stenen. Det var en Fader med sin Søn, der
havde villet det samme som du nu, Engelbrekt; de havde
agtet sig til Kongen tor at klage.»
Det var kun med en voldsom Anstrengelse, Manden for-
maaede rolig at udtale disse Ord, men ligesom for at tage
Skaden igjen blev han derpaa saa overvældet af sine Følelser,
at han maatte føre Haanden over Øinene, og et Suk, der
næsten lignede en Hulken, pressedes frem fra hans Bryst.
«Den gamle Bonde», tilføiede han derefter, «var min
Faders Nabo og Ven, og Sønnen var min Ven, og jeg skyldte
ham mit Liv; thi han har en Gang frelst mit, og nu laa de
der begge, et Bytte for Rovdyret. Ve, ve disse udenlandske
Fogder!»
«Amen», sagde Engelbrekt og greb Vennens Haand. «Men
tro mig, Hans Djækn, deres Dage er talte, være sig en Gull-
spångsplage ligger i min Vei eller ikke . . . deres Dage er talte.»
En Stund efter sad Engelbrekt tilhest og red afsted fra
Ornæs. Just som han red ind paa Landeveien, mødte han
gamle Ulf med den vældige Klubbe. (Gubben hældede sig
mod en Sten og syntes at vente paa sin Husbond.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
