Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON,
havde ventet mere Iver hos Fogden angaaende saa vigtige
Sager som disse, hvad han mere end godt nu vidste af det
ham overbragte Brev. Han maatte imidlertid vente, og først
et Par Timer efter Middag fik han fortælle Fogden, hvad han
havde opdaget angaaende Engelbrekt.
Det øgede end mere hans Forbauselse, at han ingen
Forholdsregler saa blev tagne for at bringe den farlige Mand
op til Slottet, men han tænkte ved sig selv, at det vel maatte
være Fogdens Hensigt at gaa tilveie med stor Forsigtighed
og derfor afvente Natten. Med en overlegen og hemmelig-
hedsfuld Mine gik han omkring blandt Knegtene i Borgstuen
og ventede paa, hvad som komme skulde.
Han fik da henimod Aftenen se den saa længe ventede
komme til Slottet. Men selv nu kunde han ikke fatte Stock-
holmsfogdens Maade at behandle denne Sag paa. Den farlige
Mand ledsagedes næsten med Agtelse af Kjertesvendene op
til Adelshuset. Borganæssvenden trak dog herved selv Op-
mærksomheden hen paa sig. Thi just som Engelbrekt skulde
gaa forbi ham og øiensynlig havde sit Blik fæstet paa ham,
styrtede han til Siden bag de øvrige Svende paa Borgen,
som om han ikke kunde eller vovede at udholde dette Blik.
Det var en Bevægelse af samme Beskaffenhed, som den vi
saa paa Ornæs, og som der fremkaldtes ved det af Engel-
brekt udtalte Navn Magnus. Kanhænde glødede der i Dybet
af hans Hjerte noget, som ikke taalte at røres ved — en
svag Erindring tra en svunden lykkeligere Tid, som endnu
ikke ganske var bedækket af det Mørke, der forøvrigt gjorde
ham haard og utilgjængelig for enhver Bevægelse af en
mildere Art, ligesom Violen spreder Vellugt i Aftenrødens
hendøende Skin, længe efterat alle andre Blommer har slumret
ind i Nattens Mørke.
«Var det kanske Faderen til den Pige, du først mnar-
rede?» spurgte en af Svendene, efterat Engelbrekt var for-
svunden oppe i Trappen til Adelshuset.
«Ved den hellige Nepomuk», ytrede en anden med tysk
Betoning, «siden den Tid har han vel saa mange Pigehjerter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
