Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HOS KONGEN. 279
fulgte efter ham til Døren, som han aabnede og stængte,
efterat de begge var komne ud.
«Cecilia!» sagde her Svenden halvhøit til Engelbrekt.
Denne saa op, men Svenden afventede intet Spørgsmaal,
men vinkede blot med Haanden og gik foran ned Trappen.
Engelbrekt blev staaende et Øieblik, men fattede hurtig sin
Beslutning og fulgte Svenden. Veien gik over Slotsplænen.
Her aabnede Svenden en liden skjult Dør. Den førte ind til
et mindre Værelse, hvor en ældre Kvinde befandt sig og lige-
som ventede Engelbrekt. Det var et vakkert Ansigt med ædle
Træk, skjønt noget ligesom kastede en Skygge over dem.
De dybe Furer talte om Sorg og megen Bedrøvelse, om end
Øiets Ro syntes at henlægge dette onde til en allerede for-
løben Tid.
«Den hellige Jomfru være lovet!» udbrød den gamle med
Bevægelse, da hun fik Øie paa Engelbrekt, «mit Hjerte bedrog
mig ikke, jeg vilde have kjendt Engelbrekt blandt Tusinder!»
«Hvem er De da, gamle Kvinde, som kjender mig her i
Kongens Gaard? spurgte Engelbrekt.
«De kan ikke kjende mig», gjenmælte den gamle, «De
mindes ikke fra Deres Barndom en, der stundom deltog i
Deres Leg. Jeg kaldtes ellers Kerstin . . .»
«Kerstin», udraabte Engelbrekt, og en mørk Sky lagde
sig over hans Pande, «jeg mindes Dem godt, ak . . . meget
er anderledes end fordum!»
«Ja, ja, Engelbrekt, intet er, som det fordum var, og min
arme Broder . . . Det ser ud, som om Herren har villet ud-
syde sin Vredes Skaaler over vor Slægt. Der findes ingen,
ingen som er ret lykkelig . . . Og smiler Glæden nogen Gang,
saa ligger Ormen skjult midt i Blommen, som bydes en. 0,
Gud . . . din Straf er haard», hun foldede sine Hænder og
stirrede mod Gulvet med et stivt Blik, hvorpaa hun sagte til-
lagde, «men du er en retfærdig Gud!»
«Ondt og godt følges ad», bemærkede Engelbrekt, «der
er baade Dag og Nat i Livet, og begge er nødvendige . . .
deri har De Ret, for somme varer Natten længere, for andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
