Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HOS KONGEN. 285
til at tale med min Bror, bringe ham en Hilsen fra mig og
Cecilia . . 2?» | >
«Ja, ja, det vil jeg, men. tænker I, at den Hilsen vil
skjænke ham nogen Glæde. I hans Øine er dog altid Cecilia
i en dobbelt Forstand forbrydersk, hun har - forladt Klostret
uden sin Faders Samtykke og mod hans Vilje . . >
«Men hun var aldrig klosterviet, noget Løfte bandt
hende ikkel» | å
«Vel, Kerstin, men Erik vil aldrig glemme, at hans Vilje
blev spottet.»
Døren til Sideværelset, der den hele Tid havde staaet
paa Klem og stundom var bleven aabnet lidt mere, stundom
lukket til igjen aldeles, som om nogen havde staaet der, skjønt
ikke de samtalende, idetmindste ikke Engelbrekt, der havde
staaet med Ryggen vendt mod denne Dør, havde mærket
det — denne Dør aabnedes nu helt, og en billedskjøn Kvinde
styrtede ind og kastede sig for Engelbrekts Fødder.
| Det var Cecilia. Hun havde strax fra Begyndelsen villet
ile hen til den Mand, der havde været hendes Faders Barn-
domsven, men en uforklarlig Angest havde holdt hende tilbage,
og hun havde været et tyst Vidne til de Ord, som vexledes
mellem de to samtalende. Hun befandt sig i den mest op-
rørte Tilstand. Ikke blot den Beskjæmmelse, som var bleven
hende tilføiet om Morgenen, men ogsaa de Ord, der var blevne
udtalte, havde i høi Grad rystet hende.
| Engelbrekt vilde løfte hende op, men hun afslog det, og
med en af Graad atbrudt Stemme sagde hun, idet hun snoede
sine Arme om hans Knæ:
«Ikke er Cicilia værdig at staa ved Engelbrekts Side,
nei, nei, her ved dine Fødder, du, som engang var min Faders
Ven, her vil jeg bede dig, om du kan det, at udvirke et for-
sonligt Ord af min Fader.»
«Staa op, Pige», afbrød Engelbrekt hende med Strenghed,
«blot for Gud bøier en fribaaren Kvinde Knæ. Gud er din
Dommer, ikke jeg, og hvad jeg formaar, det vil jeg af et
oprigtigt Hjerte gjøre.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
