- Project Runeberg -  Engelbrekt Engelbrektsson : historisk Fortælling i to Dele /
318

(1895) [MARC] Author: Carl Georg Starbäck With: Jenny Nyström-Stoopendaal
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

318 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON,

Agnes brækkede med en Følelse, hun ikke kunde forklare
sig, det lille Brev. Hendes Uro grænsede til Angest, og
Taarer skyggede for de skjønne Øine. Hastigt gjennemlæste
hun Brevet. Der stod:

«Ved Bredden af den Grav, fra hvilken du forgjæves har
søgt at redde mig, beder jeg dig, Agnes, skjænk mig et
Øiebliks Samtale. Jeg besværger dig ved alt, hvad du holder
helligt, hør min Bøn! Herman.»

Agnes sammenpressede Brevet og trykkede det haardt
til sit Hjerte. Der var noget i hende, som sagde, at hun
ikke burde lytte til denne Begjæring, et Øieblik var hun endog
færdig at tro, at Brevet var falskt. Herman var ikke den,
hun havde troet ham være, hvis han havde skrevet dette
Brev. Men saa tænkte hun paa, hvor nær han havde været
Døden, hvor svag han maatte være, og hvor let man da kan
glemme Verdenslivets Fordringer. Hvis der skulde være ind-
traadt en Forandring i hans Helbredelse, som Kerstin havde
været i Uvidenhed om, og som først idag havde vist sig i
hele sin grufulde Virkelighed, hvis han virkelig nu skulde
forlade denne Verden ... hun skulde i Evighed bebreide
sig, at hun da ikke havde hørt hans sidste Bøn.

«[ synes tvivlraadig, høibaarne Jomfru?» spurgte Erik,
som ikke kunde forstaa, hvorledes en saa enkel og naturlig
Begjæring som Hermans kunde fremkalde en slig Virkning.
«Skal jeg sige ham, at I ikke forunder ham . . .»

«Nei, nei», afbrød Agnes ham, «jeg skal komme.»

Med et Udtryk af Glæde i sit hæslige Ansigt forlod Erik
Værelset. Han vilde skynde sig hjem til Herman for at give
ham den glade Underretning. Han saa knapt, at han mødte
Kerstin nedenfor Trappen, og Svendene paa Gaarden løb han
forbi, inden de engang ret havde faaet Tid til at fæste sine
Blikke paa ham.

Ved Porten stod Bonden med det ombundne Hoved.
Denne syntes dog at se skarpere med ét Øie, end alle Sven-
dene tilsammen. Han fattede Erik i Armen og trak ham
med sig.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 22:29:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/engelbrno/0324.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free