Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MØDET. 397
«Stille, stille, høibaarne Jomfru, mind mig ikke derom,
De er født Grevinde, jeg er Bondesøn. I mit Fængsel har
jeg havt Tid at tænke derpaa . . . Det er sandt, jeg elsker
Dem, men min Kjærlighed skal leve som en Fange i mit
Bryst. De skal være for mig som en hellig Drøm, som en
mild Engel fra Himmelen. Det er mit Løfte, som jeg gav
Deres Fader, som jeg har givet mig selv. ’Jeg skal aldrig
gjentage mit Spørgsmaal . . .»
«Min Fader havde altsaa hørt vor Samtale?» spurgte
Agnes, idet et mat Smil knapt formaaede at borthviske de
Taarer, som fyldte hendes Øine.
«Han havde hørt den, og han sagde til mig: ,Unger-
svend, Deres Fosterfader er en Mand, som har vundet min
Agtelse og mit Venskab, og jeg vil intet spare for ham, men
en Klenodie har jeg, som jeg ikke engang for hans Skyld
vil ofre, det er min Datter. De elsker hende, men kom ihu,
at hun er født Grevinde, og slaa slige Tanker af Sindet,
Yngling !’ Det sagde han med mere, da vi gik hen mod
Slottet. Der fattede han min Haand og tilføiede: ,Deres
Fosterfader er kommen tilbage fra Kongen, drag til ham og
hils ham kjærligt fra Grev Hans. Imorgen er De sikkert rede
at forlade mit Slot. Tænk ikke med Uvilje paa Grev Hans,
for hvad han nu har sagt Dem, lad os skilles og tillige mødes
i Venskab!" Saa skiltes vi. Jeg gik atter ned under Træernes
Skygger og tænkte og drømte omigjen, hvad jeg havde følt
og erfaret, fra første Gang jeg saa Dem paa Jetturns mørke
Vande. Da...»
En vild Lue tændtes i Ynglingens Øie, da han manede
frem dette Minde, og, da han, ligesom for at undvige det,
tog et Par Skridt tilbage, skramlede Lænkerne og ledsagede
saaledes med sin hæslige Lyd Stormen i hans Sjæl.
«Da . . . da?» spurgte Agnes.
«Da steg Deres Faders Svende op af Jorden rundt om-
kring mig. Jeg befandt mig under den store Løn, der hvor
jeg skiltes fra Dem, og tæt foran mig just paa det Sted, hvor
jeg nogle Timer forud saa Dem, der stillede sig en mørk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
