Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
Alt mere og mere dyster og ordknap var Pateren bleven;
ogsaa Engelbrekt sørgede i Stilhed over den Skjæbne, som
allerede havde rammet eller idetmindste om kort Tid vilde
ramme den kjære Yngling. Men den almene Nød og det
Hværv, som han havde paataget sig for Folkets Skyld, optog
saavel Engelbrekt som hans Ven, Munken, og derfor havde
han heller ikke kunnet ofre sig saa helt og holdent for denne
Sag som fornødent. Det er ogsaa saa, at naar noget over-
ordentlig stort og vigtigt fylder Menneskets Sjæl, naar man
staar færdig at selv ofre Liv og Blod for alt, som han holder
helligt og kjært, bliver det ofte en underordnet Sag, om
et enkelt Liv forspildes. Man betragter det ligesom sit eget,
blot som et Offer paa det fælles Alter.
En fandtes der dog, som ikke havde Sands for noget
andet end den unge Mands Redning, og det var Erik. Han
havde ogsaa forsaavidt havt Fremgang i sine Bestræbelser, som
det var lykkedes ham at finde Hermans Fængsel og tillige at
samtale med ham. Som vi ved, kjendte han fra før af
meget vel til Borganæs Slot og dets Mure og Bygninger.
Mangen Nat var han som en Skygge gleden over Muren og
hen mod det Taarn, hvor vi fandt ham en Vaarmorgen for
et Aar siden. Da forsmægtede hans Fader dernede i Taarnet,
nu sad hans Moders Redningsmand i det samme ”Taarn,
lænket til Muren tæt ved hans Faders hensmuldrede Lig.
Der laa noget høitideligt i den Beslutsomhed, der lyste
ud af Drengens Øine, som han nu stod der med Haanden
lagt i Munkens. Den reneste Kjærlighed, den ædleste Selv-
opofrelse luede ud af dette Blik og spredte en Forklarelsens
Glans over de ellers saa uskjønne Ansigtstræk.
«Og du vil vove dit Liv for Ungersvenden?» spurgte
Munken med en Stemme, der skjalv af Bevægelse.
Drengens straalende Blik gav et tydeligt Svar paa
Spørgsmaalet.
«Men hvorledes skal det ske?» spurgte Engelbrekt, idet
han standsede sin Vandring og blev staaende foran Munken
og Drengen. «Vel kunde jeg før St. Hans indeslutte Fæst-
—ggputng:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
