Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
Endnu var alt stille; de smaa Fugle havde endnu ikke
forladt sine Reder, blot et friskt Vindpust susede sagte gjennem
Træernes bladrige Kroner, og Hængebirkene svingede frem
og tilbage sine lange Grene og ligesom vinkede til sig den
tause Mand, der skred frem under deres grønne Hvælv.
Engelbrekts Bevægelser og den Heftighed, hvormed han
tilbagelagde den korte, men bugtede Sti fra sit Hus til Grinden,
der førte ud paa Landeveien, vidnede om megen Uro, og den
syntes at tiltage. Kanske var det Tanken paa det fore-
staaende Værk, som nu skulde begynde, kanske havde han
ogsaa denne Nat, mere end han før havde kunnet, sysselsat
sig med Tanken paa Fostersønnen og den Yngling, der vovede
alt for hans Redning. Befrielsens Værk var dog ikke af den
Beskaffenhed, at det kunde virke forstyrrende paa den prøvede
Mand. Fostersønnens Skjæbne derimod — den varme, selv-
| opofrende Hermans — hans Billede havde knapt været ude af
hans Tanker, siden Erik og de øvrige drog afsted den fore-
gaaende Dag. Og jo mere han tænkte paa ham, jo tydeligere
han saa ham foran sig, belæsset med Lænker og ligesom
udstrækkende Hænderne efter en hurtig Hjælp, desto mere
tiltog Uroen i hans Sjæl. Og naar Uroen sidder i Hjertet,
voxer Farerne til skyhøie Fjelde omkring dem, som er
Uroens Gjenstand. |
Den stærke Mand havde ikke kunnet holde ud i det
kvalme Sovekammer; han maatte ud under Guds frie Himmel.
Men ogsaa der vedblev de tunge Tanker at raade. Han gik
frem og tilbage den smale Sti i alle dens Bugtninger, han
standsede ved Grinden og saa ud over Landskabet henimod
Fogedgaarden, han gik ud paa Veien, hvor han havde en
friere Udsigt over den hele Dal, han lyttede, om han ikke
snart skulde høre Lyden af fremmarscherende Folkehobe.
Men alt forblev stille, og Morgenrøden farvede Skovens
Toppe i alt klarere Lys, mens Fuglene begyndte at synge
i Træernes Kroner og høit oppe i Luften. Snart laa den
hele Bygd med Strømmen og Broen og de mange Huse
belyst af den klareste St. Hanssol, der lig en blodrød Ild-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
