Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
538 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
om de havde været Fjedene af luftige Væsener, som her
havde sat Mødested.
Sjælen stemmes altid paa en eiendommelig Maade, naar man
befinder sig ene i et Tempel, særlig naar Nattens Skygger hviler
over Jorden. Hjertet gribes uvilkaarlig af høie og hellige Følelser,
en usynlig, men mægtig Haand rører ved dets fine Strenge-
spil, og Tanker kommer, som man knapt kan gjøre rede for,
men som fylder Sjælen og ligesom fører den hen til Høider,
man ikke har seet, eller som for længe siden er glemte. Det
beror paa Sjælen selv, om disse Tanker kommer med hvide
Duevinger, milde og liflige som Solens Straaler, naar de
kysser Lundens Blommer, eller sorte og mørke, med Tor-
denens Stemme, knusende den værgeløse Samvittighed.
Den høie Munk var heller ikke fri for den Magt, det
hellige Sted udøvede. Han stod længe stille i Søilens Skygge
og saa ud over Templet, og hans Øie brændte, som om han
i Mørket havde seet en hel Verden af vidunderlige Skikkelser.
Visselig var Engelbrekt den, som først traadte frem paa
Fantasiens Skueplads — Engelbrekt og de, som svigefuldt
sneg sig i hans Spor, søgende efter den ædles Hjerte, om
det kunde fordærves, forgiftes ligesom Blommen af Slangens
Gift i Paradisets Have.
Engelbrekt bad — saa syntes han — bad til Herren i
Morgensolens Glans, og et forklaret Smil, en overmenneskelig
Fred lyste ud af hans Øine, skinnede om hans aabne mandige .
Pande, idet hans Læber hviskede frem de reneste Selv-
opofrelsens hellige Løfter. Men bag det kjære Billede af
Helten reiste sig mørke Skikkelser, der snart kom nærmere,
snart forsvandt, indtil pludselig en af dem stødte Sværdet
bagfra i Heltens Bryst.
Var det et Syn, eller var det blot det elskende Hjertes
Uro, der havde opjaget hans Fantasi og tryllet frem Synet i
Hjernens Fibrer.
Munken trykkede Haanden mod Panden. Den var vaad
af Koldsved. Han rev Hætten af Hovedet, og hans Bryst
drog et dybt Aandedræt.
ng Eg nn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
