Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
542 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON,
«Vi kom til Sverige, vi kom til Vadstena, vi kom hid
foran dette Alter, men som vi traadte over Tærskelen, kastede
min Fader over mig en hvid Dug, og hviskede i mit Øre:
, vær rolig . . . efter Vielsen!" Gjennem Dugen saa jeg en
høi Mand række mig Haanden foran Alteret, og mit Hjerte
bankede af Fryd, jeg troede at gjenkjende ham, som mit
Øje længtede at se, og det forekom mig, som om den lange
Vielsesceremoni aldrig vilde tage Slut. Men saa blev Biskoppen
taus, og Dækket løftedes fra mit Hoved ... og foran mig
stod den, som min Fader havde udseet til min Herre og
Husbond . . . Det svimlede for mine Øine, blot én Tanke
stod klar for mig, den at dø, og jeg sank om just her, .
just her.»
Den gamle Frue brast i Taarer; det varede længe, inden
hun kunde fortsætte.
«I intet af alt, hvad De nu har fortalt, kan jeg finde
noget, som fordømmelsesfuldt er», ytrede Abbedissens milde
Stemme.
«Nei, nei .... Men siden ved Kongens Hof, hvorhen
jeg førtes, og hvor jeg blev tvungen at le, skjønt Tornerne
saarede mit Hjerte — der saa jeg en Gang min rette Ægte-
fælle, og om Natten faldt den anden for hans Sværd. Jeg
takkede Guds Moder for dette ... Se, det er min For-
brydelse, og det har jeg villet afbede, just her ... Jeg
haabede og glædede mig i Haabet nu at faa vende tilbage
til mit rette Hjem og til mit Barn; men mit Haab slog
feil . . . og lange, lange Aar har jeg begrædt mit Hjertes
grusomme Glæde og haabet paa Forløsning . . .»
«Nu har jeg gjenseet», fortsatte hun efter en Stunds
Ophold, «nu har jeg gjenseet ham, som jeg aldrig har ophørt
at elske, nu har jeg gjenseet min Søn ... men begge er
fremmede for mig, og den ene ser i mig blot Ægteskabs-
brydersken . . .»
Taarer og Sukke kvælte hendes Stemme, og hun vilde
have segnet til Gulvet, om ikke Abbedissen havde taget hende
i sin Favn. Fra den dybe Skygge hørtes atter Raslen, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
