Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PILEGRIMEN. DEL
Bondehæren, og Høvdingen bad nogle af dem løfte op Sogne-
præsten, der endnu levede, og føre ham hjem. - Derefter
vendte han sig atter til den gamle, syge Frue.
«De har altid været mig huld og venlig, ædle Fru
Richissa!» sagde han, «skjønt jeg har været en ringe Svend i
Forhold til Dem; nu har den gode Gud forundt mig den
Lykke i en ringe Mon at vise Dem min Taknemmelighed . . »
«Hav Tak, hav redelig Tak, ædle Ungersvend!» hviskede
Fruen, og hendes Taarer flød i stride Strømme.
« Men hvorfor rider De saa ene?» spurgte atter Høvdingen.
«Jeg reiser for at møde min Frænde, Grev Hans», svarede
hun, «og tog Veien over Vadstena. Paa Oppensten Slot skal
jeg træffe min Frænde. Sygdom og Sorg og Bekymring har
berøvet mig mine Kræfter . . . og nu staar jeg ene . . .»
Hun begyndte herved at græde, saa jeg graad, Skam at
Sige, Jeg ogsaa, mine modige Taarer.
«Vær ved godt Mod!» sagde Høvdingen, «en god Hest
og et godt Følge skal jeg skaffe Dem til Oppenstens Port.»
Han vendte sig derved og saa sig om blandt sit Følge, der
nu ganske betydeligt havde øget sig. Lige bag ham stod
en Yngling, der mere lignede en Bjørneunge end et Menneske,
men med et Par Øine, der syntes at gjætte selv den mindste
Tanke hos Høvdingen.
«Du, Erik», sagde han, «du skal følge den ædle Fru
Richissa, og dertil ti af eder!» Rytterne syntes at kappes
om den Ære at faa udføre hans Befaling, men han valgte
unge, raske Karle, og derpaa sagde han til den gamle Frue:
«Og de skal tage min Hest, ædle Frue, den skal gaa
som et Lam under Dem og glæde sig over at faa betjene
hende, som dens Herre agter. Og naar de saa kommer til
Ro paa Oppensten, saa bed en Bøn for Herman Berman, han
trænger en saadan fra fromme Læber!»
De skulde have seet, fromme Herre, De skulde have seet
den ædle Frue, da hun takkede Høvdingen. Hun gjorde det vel
ikke med Ord, men hendes Øine brændte af Taknemmelighed og
’Kjærlighed, som naar en Moder velsigner sin Søn! Mange
Engelbrekt Engelbrektsson, Il 31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
