Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586 | ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
«Hold op, Ridder Axel», raabte derved Herman, —«ellers
vil her blive et stort Mandefald !»
Ridderen saa de fremstormende Ryttere, og da han indsaa
det umulige i at kjæmpe mod saa mange, naar disse tre
havde givet hans Mænd saa meget at bestille, befalede han
disse at trække sig tilbage.
«Nu, Ridder Axel!» udraabte Herman og red hen mod
Ridderen, «har De nu Lyst at fortsætte Kampen, saa vil jeg
tage ud saa mange af mine Mænd, at vi bliver jevnstærke,
og det Vilkaar byder jeg Dem desuden, eftersom De har talt
som en Riddersmand, saa skal det staa Dem frit, hvis De hellere
vil, at drage herfra med Deres Svende. En Betingelse maa
De dog opfylde, den at udlevere til mig her paa Stedet Johan
Wale, og endnu en, som maa findes her blandt Deres Svende,
og som hos os har baaret Navnet Magnus.»
Ridderen sad længe taus, og man saa, hvorledes hans
Øine lynede bag Hjelmgitteret.
«Hvem du end er, Herman Berman», sagde han sluttelig
og slog op Hjelmen, «som en Stimand taler og handler du
ikke, men vel som en Ridders Lige, og derfor skal altid
gamle Axel Pedersson nævne dit Navn med Agtelse. De,
Grev Hans, faar nu svare for Kongen selv, naar han om
kort Tid kommer til Stockholm. Dit Vilkaar vil jeg opfylde,
Herman. — Den Mand, som kan haane, saa længe han tror
Lykken og Overmagten at være paa sin Side, men derpaa
vender Ryggen til og falder tilfode, er ikke min Mand. Hvor
er De, Foged, som var saa tapper, da det gjaldt et Par
værgeløse Pilegrime og en enlig Mand, men blegnede som en
Kvinde, naar Lodden skiftes om . ..?
Ridderen saa sig om, men ingensteds var Fogden at
finde. En af Svende oplyste, at den fremmede Foged og
hans Svend red bort, da de svenske Svende kom ridende.
«Bedre Bevis behøves da ikke for mig», vedblev Ridder
Axel, «og vel kan det være saa, at jeg har forulempet Dem,
Grev Hans, men saa ved De vel, hvor jeg findes, og at jeg
aldrig skal vægre at byde Dem Opreisning, hvor og naar De vil.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
