Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SØLVKJÆDEN. 717
«Ikke saalænge du lever, Engelbrekt, men siden . . .»
«Nei, nei . . . deri tager De feil, Pater! Hvad betyder
Engelbrekt mere end enhver anden med et varmt og forsa-
gende Hjerte i Barmen? Tro mig, Sveriges Rige vil ikke lide
Mangel paa ærlige Mænd til sit Forsvar, og aldrig vil Sve-
riges Almue mangle et Hoved. .. se tilbage, Fader Ragnvald,
hvilken Række af mægtige store Aander ser du ikke stige
frem for dine Øine, alle med blanke Sværd for de tre Kroners
Skjold . . . om det nu er et Værk af Sankt Eriks Bønner,
lige kraftige, lige varme skal de brænde fra Helgenens Læber
herefter som hidtil.»
Den gamle Munk blikkede med uforstilt Henrykkelse paa
Engelbrekt, hvis Træk blev end mere skjønne ved Livligheden
under hans Tale. Men udøvede hans Ord en slig Virkning
paa Munken, saa var denne endnu større paa de to unge,
som hørte ham. Hermans Øie brændte, og Nils Bosson stod
der med flammende Kind, idet han knapt vovede at trække
.Aande for ikke at miste et Ord.
«Eller hvad siger De dertil, Nils Bosson?» tillagde Engel-
brekt smilende, idet han lagde Haanden paa Ynglingens Skul-
der. «Nok vil De blive den sidste Herremand, som: glemmer
Sveriges Almue!»
«Nils Bosson glemmer ikke det Løfte, han engang har
givet!» svarede Ynglingen med et fast Blik paa Engelbrekt.
«Hils nu din Herre, den ædle Biskop Tomas, fra mig og
sig ham, at saalænge Vinteren ikke kommer og arbryder vort
Arbeide her ved Kanalen, saa kommer jeg nok til at opholde
mig her. Naar jeg reiser hjem til Ørebro, agter jeg at besøge
din Herre paa Tynnelsø.»
Dermed lod han den biskoppelige Smaasvend tage
Afsked.
Om Kvelden, da Dagsarbeidet var slut, og alle havde
gaaet til Hvile, gik Herman Berman gjennem Skoven hen til
Slottet. Paa et Sted, fra hvilket han havde en vidtstrakt
Udsigt over Mælaren, standsede han. Det var en af de skjøn-
neste Høstaftener, man kunde tænke sig, og Maanen kastede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
