Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJÆSTEBUDET PAA TÆLJE SLOT. 775
dertil; thi mit Hoved brænder, og jeg burde kanske hellere
have slaaet dig ned som en Hund.»
Herman løb til Siden, og det var med Nød og Neppe
han fik draget sit Sværd af Skeden for at værge sig. Han
var dog en Mester til at haandtere det, saa han havde faa
Ligemænd og hævdede her sine Opfostreres Ære, baade Engel-
brekts og Johannes’s. Vel var han endnu noget mat efter sit
Saar, og vel havde ikke et ridderligt Sind villet opfordre til
Tvekamp under saa ulige Forhold, da Kampen maatte blive
uforholdsmæssig og efter alle menneskelige Beregninger falde
ud til den stærkestes Fordel, men hans Duelighed opveiede
den manglende Kraft, maaske af mere end én Grund til An-
griberens store Harme.
«Som en Ridders Lige taler De ligesaalidt nu, som da vi
sidst mødtes, Magnus Bengtsson, dog skal De faa Deres Vilje
igjennem,» gjenmælte Herman og besvarede Huggene, der
faldt skarpe og tunge, men uden at kunne gjøre nogen
Skade.
Øiensynlig bestræbte Herman sig for ved en duelig Ven-
ding at slaa Sværdet ud af sin Modstanders Haand og saa-
ledes afvæbne ham, men dette lykkedes. ikke. Istedet be-
gyndte han i sin Tur at gaa angribsvis tilværks og tvang
Magnus at trække sig tilbage Skridt for Skridt, indtil han slutte-
lig faldt, efter at han var bleven hængende fast med en Spore
i en Gren, der var blæst ned og frosset fast til Marken.
Herman sænkede strax sit Sværd og afventede Stridens Fort-
sættelse, naar Ridderen havde faaet Tid til at reise sig, og
hans Tanker var saa optagne af Stridens Maal, saavel det
nærmere som det fjernere, at han ikke mærket, at tvende be-
vægelige Skygger gled over Pladsen ved hans Fødder, fyl-
dende det tomme Rum mellem det Gitterværk, som Skyggen
fra Træernes Kroner dannede.
Marken der, hvor Magnus havde faldt, styrtede brat
ned mod Sjøen, og det var hans Lykke, at hans Spore
havde sat sig saa godt fast i Grenen, og at denne var saa
haardt fastfrosset til Jorden; thi ellers var han uden Tvivl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
