Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NAT OG DAG 795
Sølv. Med Haanden paa Panden rettede han sit Blik mod
det høie.
«Ha, Erik, Erik», udbrød han, «saa har jeg gjort dig
Uret . . . og du monne med dit Liv bevise din Uskyldighed.»
Kjæmpen løftede, da han hørte Lyden af Engelbrekts
Stemme, sit Hoved, og aldrig havde dette regelmæssige An-
sigt straalet af en saadan Skjønhed som nu. Et mat Smil
svævede paa hans Læber, og han strakte ud sin Haand.
«Naar gjorde du Belgsting Uret, Engelbrekt, sagde han,
«jeg har jo vandret i dine Spor fra Nykøping og alt hid for
at raade Bod paa mit haarde Sind og forsone mig med dig
. + . Min Pilegrimsfærd var ikke lang og ikke vanskelig; thi
jeg har vandret i Læ, og Luften har været fuld af din Pris
. . her var Maalet for min Færd, og aldrig kunde Døden:
træffe mig i en lykkeligere Stund end her! ... Engelbrekt
i. . jeg har gjort dig Uret, og mit haarde Sind var forblin-
det, lige til Niddingen selv bekjendte sin usle Gjerning . . .
Ve mig, ve mig! Venneord foragtede jeg, og derfor ligger
jeg her saa arm, saa arm . . . med tvende Børn og dog
barnløs».
«Vær frimodig, Erik», sagde Engelbrekt, og bøiede sig
ned mod den døende, «i vore Hjerter har vi altid været Ven-
ner, og derfor har vi villet hinanden godt, selv siden ublide
Magter skilte os ad. Dog takker jeg Gud og hans Helgener,
at Vildfarelsen blev aabenbaret, saa at vi kunde række hinan-
den Haanden igjen! Hvad jeg vidste om den Skjæbne, som
ventede Kerstin, det havde jeg faaet vide af en døende og havde
ikke Lov til at aabenbare det, jeg kunde derfor ikke andet end
ved mit Venskab bede dig afvise hendes lede Frier.»
«Jeg véd det, jeg véd det», stammede Vennen, «og hvor-
for klager jeg over Armod, naar jeg har eiet en Ven som
dig . +45 Tak, Engelbrekt . . +Ney nei 200: Sig ingenting,
haab ingenting, min Tid er ude! Pilen sidder dybt ved Hjer-
tet. Men jeg takker Gud og Sankt Erik for den lykkelige
Stund, just ved Gravens Port . . . Maaske skal vi inden
kort gjense hinanden for aldrig mere at skilles . . .»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
