Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NAT OG DAG, SO1
giængeliges Saga som en Begyndelse eller Modsætning til det
evige Liv, hvorom Himmelens gyldne Runer talte.
En Stund hengik, uden at noget Ord vexledes.
Da hørtes Aareslag paa Afstand, og en af Svendene kom
frem og meldte, at en Baad saaes at komme fra Gøks-
- holmslandet.
«Det er Bud fra Hr. Bengt», sagde Engelbrekt venligt
smilende, «han vil vise mig Venskab og føre mig til Gøks-
holm for at overnatte der. Jeg kan dog ikke paa Grund af min
Svaghed modtage hans Indbydelse. Gaa dog ned til Stranden
og Vis dem, hvor den bedste Landgangsplads er.» -
Svenden gik, og Engelbrekt lod sig selv hjælpe op samt.
gik paa sine Krykker ned til Stranden. Herfra saa han Baa-
den saa nær, at han tydelig kunde skjelne Magnus Bengts-
son staaende i Forstavnen, og han bestyrkedes derved i sin
Formodning om Indbydelse til Gøksholm.
Idetsamme stødte Baaden mod Land, og Magnus Bengts-
son sprang hen mod Engelbrekt. Men han svang en Øxe i
Haanden, og hans Øine brændte.
«Skal jeg faa være med Fred i Riget for din Skyld?»
spurgte han med yderste Heftighed.
«Din Fader var hos mig igaar», gjenmælte Engelbrekt,
«og jeg antager, at han har fortalt dig om den Fred, vi
sluttede med hinanden.»
Den vilde Magnus svarede med et Hug af sin Øxe, men
Engelbrekt holdt op sin Krykke, saa at Hugget traf denne;
dog afhuggedes tre af Engelbrekts Fingre.
Men over hele Engelbrekts Væsen hvilte i denne Stund
en saa høitidelig Ro, og ud af hans Øine blikkede en saadan
Høihed, at Morderen for et Øieblik bragtes ud af Fatning
og tøvede, inden han løftede Øxen til sit andet Hug.
Da vendte Engelbrekt sig om for at se efter sine Svende,
men han saa dem ikke, blot sin blege Hustru skuede han et
Stykke fra sig. Hun var falden til Marken, tilintetgjort af
Forfærdelse og Dødsangst. Det var det sidste, som hans
Øine skuede. Befriet fra Fortroldelsen af Heltens Blik, hævede
Engelbrekt Engelbrektsson, II. DL
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
