Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Tuikvas’ Ord er nok heroppe; det tvivler ingen paa.
Men den Vise, Jomfruen sang ved Væven, den
næm-mede jeg det sidste Vers af. Det lyder som saa:
Velbyrdig Jomfru Hildeborg
Jeg maa det vel bekeude,
I skinner som en Stjerne klar,
Ihvor I Jer mon vende.
I smiler blid
Og vender Jer hid
Og lyser mig i Sinde,
Saa jeg med Flid
Nu og altid
Vil love saa fager en Kvinde.
»Guds Død!« udbrød Sivert Grubbe og sprang op,
idet han slog i Bordet, saa Bægre og Kander dansede.
»Det var just det første Vers af den Vise, som Mester
Jon lagde til min Fæstemø i mit Navn forgangen Aar.«
Herremændene stirrede forbavsede paa
General-Kap-tajnen, paa Hr. Sivert og paa Tuikvas. Men Alexander
Durham, der nu var over al Maade drukken, rejste
sig og greb Finnen i Halsen.
»Fort!« raabte han. »Brænd den Troldkarl; paa
Baalet med de Djævelens Udsendinge. Brænd dem,
brænd dem!«
Paa et Vink af General-Kaptajnen sprang et Par
af de yngre Junkere til og befriede Tuikvas fra den
vrede Skotte, der udmattet sank ned paa en Stol.
Men Tuikvas blev staaende foran ham og saa paa
ham med funklende Øjne.
»Om I altid havde været styret af den Aand,
som styrer mig, og som jeg tilbeder, da havde I ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
