- Project Runeberg -  Enten - Eller : et Livs Fragment / Første Deel. Indeholdende A.'s Papirer /
23

[MARC] Author: Søren Kierkegaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Διαψαλματα

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

23
føre et eneste Bevis for Sjælens Udødelighed. Især
erindrer jeg fra min Skoletid, at en Afhandling af mig
om Sjælens Udødelighed blev overordentlig rost og op
læst af Læreren, saavel paa Grund af Indholdets som
Sprogets Fortrinlighed. Ak, Ak, Ak! denne Afhandling
har jeg for længe siden kastet bort. Hvilken Ulykke!
I den vilde maaskee min tvivlende Sjæl bleven fængslet,
saavel ved Sproget som ved Indholdet. Saa er det da
mit Raad til Forældre, Foresatte og Lærere, at foreholde
de Born, der ere dem betroede, at gjemme de danske
Afhandlinger, der skrives i det 15de Aar. At give dette
Raad er det Eneste, jeg kan gjøre til Menneskeslægtens
Bedste.
.’!• V
Til Sandhedens Erkjendelse er jeg maaskee kommen :
til Salighed visselig ikke. Hvad skal jeg gjøre? Virke
i Verden, svare Menneskene. ’Skulde jeg da meddele
Verden min Sorg, levere et Bidrag mere til at bevise,
hvor sørgelig! og usselt Alt er, maaskee opdage en ny
Plet i Menneske-Livet, der hidtil var bleven übemærket?
Jeg kunde da høste den sjeldne Løn at blive navnkundig,
ligesom den Mand, der opdagede Pletterne i Jupiter.
Jeg foretrækker dog at tie.
>:-•
Hvor Menneske-Naturen er sig selv liig: Med hvil
ken medfødt Genialitet kan ikke ofte et lille Barn vise
os et levende Billede af de større Forhold. Jeg morede
mig ret idag over lille Ludvig. Han sad i sin lille Stol :
med synligt Velbehag skuede han omkring sig. Da gik
Barnepigen Maren gjennem Stuen. Maren! raabte han;
ja, lille Ludvig, svarede hun med sædvanlig Venlighed,
og kom hen til ham. Han lagde sit store Hoved lidt
til den ene Side , fæstede sine umaadelige Øine paa
hende med et vist Skjelmeri, og sagde derpaa ganske

*


*


*


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Mar 11 22:51:47 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/enteneller/1/0049.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free