- Project Runeberg -  Enten - Eller : et Livs Fragment / Første Deel. Indeholdende A.'s Papirer /
246

[MARC] Author: Søren Kierkegaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5. Den Ulykkeligste

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

246
Maade ikke leve, thi han er jo allerede død; han kan
ikke elske, thi Kjærligheden er altid præsentisk, og han
har ingen nærværende Tid, ingen tilkommende, ingen
forbigangen, og dog er han en sympathetisk Natur, og
han bader Verden, kun fordi han elsker den; han har
ingen Lidenskab, ikke fordi han mangler den, men fordi
han i samme Øieblik har den modsatte; han har ikke
Tid til Noget, ikke fordi hans Tid er opfyldt af Andet,
men fordi han slet ingen Tid har; han er afmægtig, ikke
fordi han mangler Kraft, men fordi hans egen Kraft
gjør ham afmæglig.
Dog, snart er vel vort Hjerte hærdet nok, vort Øre
tilstoppet, om end ikke lukket. Vi have hørt Over
veielsens besindige Stemme, lader os fornemme Liden
skabens Veltalenhed, kort, fyndig, som al Lidenskab
er det.
Der staaer en ung Pige. Hun klager over, at
hendes Elsker er bleven hende utro. Derpaa kan ikke
reflekteres. Men hun elskede ham alene i den ganske
Verden, hun elskede ham af sin hele Sjæl, af sit ganske
Hjerte og af al sin Tanke — saa kan hun jo erindre
og sørge.
Er det et virkelig! Væsen eller er det et Billede,
er det en Levende, der døer, eller en Død, der lever
— det er Niobe. Hun mistede Alt paa eengang; hun
tabte, hvad hun gav Livet, hun tabte, hvad der gav
hende Livet! Seer op til hende, kjære ZvpmcQctvtxQtopwoi,
hun staaer lidet høiere end Verden, paa en Gravhøi
som en Mindesteen. Men intet Haab vinker hende,
ingen Fremtid bevæger hende, ingen Udsigt frister
hende, intet Haab uroliger hende — haabløs staaer hun
forstenet i Erindring; hun var ulykkelig et Øieblik, i
samme Øieblik blev hun lykkelig, og Intet kan tåge
hendes Lykke fra hende; Verden vexler, men hun kjender
ingen Omskiftelse, og Tiden kommer, men for hende ei
der ingen tilkommende Tid.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Mar 11 22:51:47 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/enteneller/1/0272.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free