Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Vexeldriften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
ingenlunde i, at det enkelte Indtryk skulde sporløst for
svinde ; thi Glemsomhed er ikke identisk med den Kunst
at kunne glemme. Man seer ogsaa let, hvor liden For
stand Folk i Almindelighed have paa denne Kunst; thi
de ville som oftest kun glemme det Übehagelige, ikke
det Behagelige. Dette røber en fuldkommen Eensidig
hed. Glemsel er nemlig det rette Udtryk for den egentlige
Assimilation, der nedsætter det Oplevede til Resonants
bund. Derfor er Naturen saa stor, fordi den har glemt,
at den var Chaos, men denne Tanke kan fremkomme
nåar det skal være. Da man som oftest kun tænker sig
Glemsel i Forhold til det Übehagelige, saa forestiller
man sig den oftest som en vild Magt, der overdøver.
Men Glemsel er tværtimod en stille Syslen, og den bør
være ligesaavel i Forhold til det Behagelige som til det
Übehagelige. Ogsaa det Behagelige har som forbigan
gent, netop som forbigangent, en Übehagelighed i sig,
hvorved det kan vække Savnet; denne Übehagelighed
hæves ved Glemsel. Det Übehagelige har en Braad, det
tilstaae Alle. Ogsaa den tåges bort ved Glemsel. Bærer
man sig imidlertid ad som Mange af dem, der fuske i
den Kunst at glemme, slaaer det Übehagelige aldeles
bort, saa vil man snart see, hvad det hjælper til. let übe
voglet Øieblik overrasker det En ofte med det Pludse
liges hele Magt. Dette er aldeles stridende mod den
velordnede Indretning i et forstandig! Hoved. Ingen
Ulykke, ingen Gjenvordighed er saa lidet affabel, saa
døv, at den ikke lader sig smigre lidt; selv Cerberus
tog mod Honningkager, og det er ikke blot Pigebørn,
man bedaarer. Man besnakker den og berøver den der
ved sin Skarphed, og ønsker ingenlunde at glemme den,
men glemmer den for at erindre den. Ja selv med
Minder af den Natur, at man skulde synes evig Glemsel
var det eneste Middel mod dem, tillader man sig slig
Underfundighed, og Falskneriet lykkes den Behændige.
Glemsel er den Sax, med hvilken man klipper bort, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
