- Project Runeberg -  Enten - Eller : et Livs Fragment / Første Deel. Indeholdende A.'s Papirer /
393

[MARC] Author: Søren Kierkegaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

393
er som vore Modejunkere. Hos Cordelia synes jeg ikke
at være synderlig vel anskreven. Vel er hun en for
reen uskyldig Qvindelighed til at fordre, at enhver Mand
skal gjøre hende sin Opvartning, men dog føler hun alt
for meget det Oprørske i min Existents.
Naar jeg saaledes sidder i den hyggelige Dagligstue,
nåar hun som en god Engel udbreder Ynde overalt, over
Alle, der komme i Berøring med hende, over Gode og
Onde, da bliver jeg stundom utaalmodig i mig selv, jeg
fristes til at styrte frem fra mit Skjul; thi skjøndt jeg
sidder for Alles Øine i Dagligstuen, saa sidder jeg dog
paa Luur; jeg fristes til at gribe hendes Haand, at om
favne den hele Pige, at skjule hende i mig, af Frygt
for at Nogen skulde berøve mig hende. Eller nåar
Edvard og jeg forlader dem om Aftenen, nåar hun til
Afsked rækker mig sin Flaand, nåar jeg holder den i
min, stundom falder det mig vanskeligt at lade den Fugl
slippe ud af min Haand. Taalmodighed — quod antea
fuit impetus, nunc ratio est — hun maa spindes ganske
anderledes ind i min Væv, og da pludselig lader jeg
hele Elskovens Magt bruse frem. Vi have ikke for
dærvet os dette Moment ved Slikkerier, ved utidige
Anticipationer, det kan Du takke mig for, min Cordelia.
Jeg arbeider paa at udvikle Modsætningen, jeg strammer
Kjærlighedens Bue for at saare desto dybere. Som en
Bueskytte slapper jeg Strængen, strammer den igjen,
hører dens Sang, det er min Krigsmusik, men jeg sigter
endnu ikke, lægger endnu ikke Pilen paa Strængen.
Naar et ringe Antal af Personer ofte komme i Be
røring med hinanden i det samme Værelse, saa udvikler
der sig let en Tradition om, hvor hver Enkelt har sin
Plads, sit Stade; det bliver for En et Billede, man nåar
man vil kan rulle op for sig, et Kort over Terrainet.
Saaledes leve vi nu ogsaa i det Wahlske Huus i For

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Mar 11 22:51:47 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/enteneller/1/0419.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free