- Project Runeberg -  Enten - Eller : et Livs Fragment / Første Deel. Indeholdende A.'s Papirer /
395

[MARC] Author: Søren Kierkegaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

395
paa Mephistopheles; Vanskeligheden bliver imidlertid
den, at Edvard ikke er nogen Faust. Gjør jeg mig
selv til Faust, saa bliver Vanskeligheden atter, at Edvard
visselig ikke er nogen Mephistopheles. Jeg er heller
ikke nogen Mephistopheles, allermindst i Edvards Øine.
Han anseer mig for sin Kjærligheds gode Genius, og
deri gjør han vel, idetmindste kan han være sikker paa,
at Ingen kan vaage omhyggeligere over hans Kjærlighed
end jeg. Jeg har lovet ham at conversere Tanten, og
jeg regler dette hæderlige Hverv mccl al Alvor. Tanten
forsvinder næsten for vore Øine i lutter Landøkonomi;
vi gaae i Kjøkken og Kjælder, paa Loftet, seer til Høns
og Ænder, Gjæs o. s. v. Alt dette forarger Cordelia.
Hvad jeg egentlig vil, kan hun naturligviis ikke begribe.
Jeg bliver hende en Gaade, men en Gaade, der ikke
frister hende til at ville gjette, men som forbittrer, ja
indignerer hende. Hun foler meget godt, at Tanten
næsten bliver latterlig, og dog er Tanten en saa ærværdig
Dame, at hun visselig ikke fortjente det. Paa den anden
Side gjør jeg det saa godt, at hun meget vel føler, at
det vilde være forgjæves, om hun vilde søge at rokke
mig. Stundom driver jeg det da saa vidt, at jeg bringer
Cordelia til i al Forhorgenhed åt smile ad Tanten. Det
er Etuder, som maae gjøres. Ikke som om jeg gjor det
i Forening med Cordelia, langtfra, saa fik jeg hende
aldrig til at smile ad Tanten. Jeg forbliver uforandret
alvorlig grundig; men hun kan ikke lade være at smile.
Det er den første falske Lærdom: vi maae lære hende
at smile ironisk ; men dette Smiil træffer næsten ligesaa
meget mig som Tanten, thi hun veed slet ikke, hvqjd
hun skal tænke om mig. Det var dog muligt, at jeg
var saadant et ungt Menneske, der for tidlig var bleven
gammel, det var muligt; et Andet var ogsaa muligt, et
Tredie ogsaa o. s. v. Naar hun da har smilet ad Tanten,
saa indigneres hun paa sig selv, jeg vender mig da om,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Mar 11 22:51:47 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/enteneller/1/0421.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free