Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
dens forfengelige Differentser, thi Den, der fortvivler,
finder det evige Menneske, og deri ere vi alle lige. Den
Daarskab vil ikke falde ham ind at ville sløve sin Aand
eller forsømme dens Dannelse, for paa den Maade at til
veiebringe Ligheden; han vil bevare Aandens Gaver, men
i sit inderste Hjerte vil han vide med sig selv, at han,
der har dem, er som Den, der ikke har dem. Eller
tænk Dig et dybt religiøst Gemyt, der af sand og inder
lig Kjærlighed til Medmennesker kastede sig i Fortvivlel
sens Hav, til han fandt det Absolute, det Punkt, hvor
det er ligegyldigt, om en Pande er fladtrykt eller om
den hvælver sig stoltere end Himmelen, det Punkt, der
ikke er Indifferentsen men den absolute Gyldighed.
Du har adskillige gode Ideer, mange snurrige Ind
fald, en Mængde Taabeligheder, behold det Altsammen,
jeg forlanger det ikke, men Du har en Idee, jeg vil bede
Dig holde fast paa, en Idee, der forvisser mig om, at
min Aand er beslægtet med Din. Du har ofte sagt, at
Du vilde hellere være alt Andet i Verden end være
Digter, da i Regelen en Digter-Existents er en Menneske-
Offring. For mit Vedkommende skal ingenlunde være
negtet, at der har levet Digtere, der havde vundet dem
selv før de begyndte at digte, eller som vandt sig selv
ved at digte; men paa den anden Side er det ogsaa vist,
at en Digter-Existents som saadan ligger i den Dunkel
hed, der er Følge af, at en Fortvivlelse ikke bliver gjen
nemført, at Sjælen bestandig zittrer i Fortvivlelse og
Aanden ikke kan vinde sin sande Forklarelse. Det dig
teriske Ideal er altid et usandt Ideal, thi det sande Ideal
er altid det virkelige. Naar Aanden da ikke faaer Lov
til at svinge sig op i Aandens evige Verden, saa bliver
den underveis og fryder sig ved de Billeder, der speile
sig i Skyerne, og græder over deres Forgængelighed.
En Digter-Existents er derfor som saadan en ulykkelig
Existents ; den er høiere end Endeligheden og dog ikke
Uendeligheden. Digteren seer Idealerne, men han maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
